Glæden ved at tilgive er sødere end glæden ved hævn

Af Clara Vind

Arab Aramin Ali og Yigal Elhanan er hhv. palæstinenser og israeler og har begge mistet deres søstre i konflikten mellem Israel og palæstinenserne. De to unge mænd har valgt samarbejde og fredelige løsninger frem for mere drab og flere ulykkelige familier. “Hævn bringer ikke min søster tilbage”, som Yigal Elhanan siger

Yigal og Arab

Yigal Elhanan er 24 år, og er en del af organisation ’Parents circle, Families Forum’. Han er født og opvokset i Israel, og bor nu i Tel Aviv.

I 1997 mistede Yigal Elhanan sin, dengang 14-årige, søster i et selvmordsangreb, som en palæstinenser stod bag. I 2014 meldte han sig ind i organisationen ’Parents circle, Families Forum’, der søger fred.

Yigal

Hvorfor ikke gå efter hævn i stedet for at være en del af organisationen?

”På grund af den simple forståelse, at selvmordsbombere eller nogen som handler i vold, ikke er født voldelige. Vi er blevet undervist i had og hævn. Vi har lært had gennem den virkelighed, der eksisterer i Palæstina og Israel, og mellem israelere og palæstinensere. Det er lige meget, hvor mange mennesker jeg dræber – min søster kommer ikke tilbage. Det privilegium er jeg allerede blevet berøvet.”

Hvordan påvirker konflikten din hverdag?

”Jeg ved, at konflikten for mig, som israeler, påvirker mig på en anden måde end palæstinenserne. Vi lever ikke under besættelse, vi lever ikke under militært regime. Vi lider ikke direkte økonomisk af det militære regime. Det påvirker vores daglige liv, fordi vi engang imellem sætter os selv i en form for voldelig situation. Besættelsen og konflikten påvirker mere end fire millioner palæstinensere, som lever under et militært regime og har gjort det i de seneste 50 år.”

Hvad inspirerer dig til at gøre hvad du gør?

”Min kompagnon og bror, Arab Aramin Ali.”

Hvordan påvirkede konflikten dig, da du var barn?

”Da jeg var et barn, var jeg ikke lige så udsat for de aspekter af virkeligheden i konflikten. Israelske børn og folk, som vokser op i det traditionelle Israel, har kendskab til eksistensen af konflikten, og de ser palæstinenserne som nogle, der bor et eller andet sted og som er født til at dræbe os, men det er meget lettere for os at ignorere den rigtige virkelighed og den sande natur af konflikten. Det er især lettere at ignorere besættelsen og bare leve vores komfortable liv videre indtil det sekund, hvor konflikten kommer og banker på din dør for at tage din søster, eller nogen du elsker, fra dig.”

Hvad gør dig håbefuld for fremtiden?

”Udover det makkerskab, jeg har med Arab Aramin og med ’Parents Circle’, så det faktum, at jeg kan møde mennesker fra hele verden, som lider af meget forskellige og vanskelige virkeligheder.

Alle fra organisationen har lidt store tab under konflikten, og når du står ansigt til ansigt med det, så vil du opleve, at man du er tvunget til at tage en anden vej end hævn og had. Vi valgte vejen til fred, og den bliver vi på.

Arab_

I 2007 mistede Arab Aramin Ali sin 10-årige søster, som blev skudt i hovedet foran sin skolegård af en Israelsk soldat. Efter syv år og mange samtaler med sin far besluttede Arab Aramin Ali sig for ikke at tage hævn, men i stedet blive en del af organisationen ’Parents Circle ’

Hvorfor ikke gå efter hævn i stedet for at være en del af organisationen?

”Efter hun blev dræbt, var jeg så hævntørstig, at jeg ville dræbe alle israelere. Der var ingen retfærdighed. Hun blev skudt, fordi hun var palæstinenser og det at være palæstinenser er i sig selv en forbrydelse. Men efter syv år og en meget betydningsfuld samtale med min far, mener jeg nu, at hævn giver mere hævn og endnu mere blod. Hævn er for de svage, og jeg er ikke svag. Jeg besluttede mig for at tage den svære vej, fred, og meldte mig derefter ind i Parents Circle. Jeg begyndte at se dem på den anden side som mennesker, og hvis jeg tog hævn mod dem, så ville jeg miste mig selv og i værste tilfælde miste min familie.”

Hvad er formålet med jeres organisation?

”Vi er cirka 600 i organisationen, hvor 50 procent er palæstinensere, og den anden del er israelere. Alle har mistet en af deres nærmeste, så vi samles og lytter til andre, som deler den samme smerte. Vi er én stor familie. Vi har hver især lært fra de andre. Vi har betalt den højeste pris, vores søstre, så vi, os selv, er håbet. Hvis vi kan tale med hinanden i fredens tegn, så kan alle. Vi vil gerne kunne leve sammen i fred, både palæstinensere og israelere.”

Hvordan påvirker konflikten din hverdag?

”Den påvirker mig meget. Mest fordi jeg er palæstinenser, og jeg lever under besættelse. Den palæstinensiske hverdag er meget anderledes i forhold til den israelske. Der er ikke nogen checkpoints på den anden side – det er kun palæstinenserne, der er udsat for det. Nogle gange føler man, at man bliver behandlet som noget, der er mindre værd end et menneske, på grund af den måde de handler på. Vi har stadig håb om at, vi en dag vil komme til at leve i fred.

Hvem inspirerer dig?

”Min far som er min helt, og så min kompagnon Yigal Elhanan.”

Din far valgte ikke at gå efter hævn?

Min far har siddet i israelsk fængsel i syv år. Han har aldrig dræbt nogen, men sad inde i syv år, fordi han hængte et palæstinensisk flag op i sin have. Han kæmper for fred, men uden at bruge vold, og det er dét, han har lært mig. Han er min største inspiration.”

Hvad gør dig håbefuld for fremtiden?

”Jeg får alt mit håb og styrke fra min eks-fjende og kompagnon Yigal. Min vision for denne konflikt er, at den skal stoppe. Men når vi snakker om håb, så er det ikke altid, at der er håb, fordi besættelsen gør, at du ikke kan drømme eller gøre, hvad du vil.”