Krig med Håb og Næstekærlighed som Våben

Konflikten mellem Israel og Palæstina fortsætter. Men mens soldater troner med våben, og aktivister kaster sten ved checkpoint, bekæmper frivillige konflikten med dialog. Samar Nakleh fra Palæstina og Orit Dekel fra Israel er to af fremgangskvinderne. Til Liviafondens konference, Storie Of Hope, mødte de hinanden.

 Af Sophie Bavnhøj

De er to kvinder. Fra hvert sit årti. Fra hver sin side af checkpoint. Men selvom en skiftende grænse skiller dem ad har de to kvinder en fælles hjertesag: Fred.

Orit Dekel er en israelsk kvinde på 65 år. Da der i Israel er obligatorisk værnepligt for mænd og kvinder, tjente hun som ung et par år i det israelske militær efter Seksdageskrigen i 1967. Men  som hun blev ældre, fik hun nyt syn på konflikten. Specielt på de israelske tropper, der håner uskyldige palæstinensere, som vil krydse checkpoint.

Derfor har hun de seneste 12 år været aktivist i den kvindelige fredsorganisation Machsom Watch. Med en gruppe af kvinder går hun langs checkpoint og beretter om de palæstinensere, der prøver at komme igennem tremmerne af israelske soldater. At hjælpe ydmygede mennesker falder naturligt til hende, da hendes mor, Orna Birnbach, der overlede Holocauste, ofte fortalte, hvordan ydmygelsen var det værste.

Hende, der vælger at se

“Det var en anden tid. Vi forstod ikke, hvordan besættelsen ville påvirke det palæstinensiske folk,” fortæller Orit Dekel om sin tid i det israelske militær med rystende stemme.

Selv blev hun først for alvor bevidst om konfliktens omfang, da hun i 1974 var en ung studerende. Hun begyndte at deltage i demonstrationer og gjorde sit for at være politisk aktiv. Men det var en simpel artikel, der endte med at få hende til at tage til Vestbredden som frivillig. En artikel om Machsom Watch og deres arbejde. Ydmygelse og menneskerettigheder var to ord, der gentagende gange blev brugt i artiklen. To ord, der grundet moderens fortid har indprentet sig på hendes nethinde. Og netop moderens beretninger om ydmygelse under Holocaust blev og er stadigvæk drivkraften for Orit Dekel nu 12 år efter.

Se og accepter

Første gang Orit Dekel drog ud med fredsorganisationen Machsom Watch, så hun en palæstinensisk kvinde blive nægtet gennemgang ved et checkpoint.

Hun var mor til småbørn. Småbørn, der ventede bag soldaternes rygge. Rygge, der var som en mur om kvinden. Kvinden, der ikke ejede en telefon, så hun kunne ringe og fortælle, at hun ikke måtte komme til sine småbørn. Kvinden, der ikke kunne ringe og fortælle, at hun var nægtet gennemgang for at være palæstinenser. Kvinden, der var magtesløs. Ydmyget.

På hendes vej tilbage fra muren af soldater stoppede Orit Dekel og gruppen af israelske kvinder hende. Hun fortalte dem sin historie. Som hun havde lagt det sidste tryk på sine ord, styrtede Orit Dekels hjerte ned i maven. Hele kroppen dunkede. Den palæstinensiske kvinde takkede de israelske kvinder og vendte sig om for at gå. Fortvivlet slyngede en af de israelske kvinder ud, at de ikke havde hjulpet hende, så hun skulle ikke takke dem. Den palæstinensiske kvinde vendte sig og kiggede på dem. Hun gentog sine ord og vandrede væk.

I tiden efter havde den palæstinensiske kvinde sat sig fast hos de israelske kvinder.

Senere kom de frem til, at hun formentlig havde takket dem for blot at have set hende og accepteret, hvad de så.

Oplevelser som disse har Orit Dekel en rygsæk fyldt af. Men ud over at gå langs checkpoint og samle historie som denne op, er Machsom Watch begyndt at tage palæstinensiske børn og deres mødre med en dag til Middelhavet. En havdag. Tre gange om ugen hver sommer. Mange palæstinensere har aldrig set Middelhavet, og synet af et barns lykke ved at lege i de blå skvulpende bølger og spæne i det varme sand for første gang, kan ikke beskrives med ord. Det syn og den lykke gør Orit Dekel håbefuld for fremtiden. Dog ønsker hun, at flere vil vende sig om og se virkeligheden i øjnene. Se, hvad deres landsmænd har gjort. Se, hvad de selv har vendt ryggen til.

Hende, der vælger at forstå

Samar Nakleh er født i Colombia men er vokset op med palæstinensiske modstandssange og politiske debatter. Hendes far, der i sine yngre dage blev fængslet for at være modstandsmand, gav ofte undervisning i arabisk samt Palæstinas historie og skiftende geografi. Hun er født ind i en konflikt, hun først rigtige mødte som 18-årig. Men siden barnsben har hun haft en spirende lyst til at hjælpe og være aktiv. Spørgsmålet var blot hvordan.

“Det var under den første Gaza-krig i 2008. På det tidspunkt boede vi i USA. Vi sad i stuen og så dødstale stige. 1500 mennesker var blevet dræbt på det tidspunkt. Det var første gang, jeg så min far græde. Da jeg spurgte, hvorfor svarede han: ´Det er vores folk der dør,” fortæller Samar Nakleh og holder en kort pause inden hun fortsætter. Det var første gang hun blev konfronteret med konfliktens omfang.

Da hun kom til Palæstina som 18-årig, havde hun sin voksende lyst til at deltage aktivt i konfliktløsningen med i bagagen. Hun startede med at tage til checkpoint for at kaste sten på de israelske styrker. Palæstinensere er forbudt militær og våben. På trods af det ses som en terrorhandling at kaste sten, gør de det ved checkpoint og demonstrationer for at vise deres magtesløshed. Men efter en venindes pludselige død skiftede hun strategi. Aktionerne førte ikke til hendes drøm om fred.

Smid stolthed og mød op

“Du skal møde israelere, det forstår konflikten fra jeres side. Israelere der ved, det her er forkert,” lød ordene fra en af grundlæggerne af fredsorganisationen Combatants for Peace efter, Samar Nakleh havde nægtet at komme til et af deres møder.

Hun ville ikke miste sin stolthed og værdighed. Hele hendes liv har hun hørt om denne fjende, der har slugt hendes hjemland. Det endte dog med, at hun begrav sin stolthed og mødte op. Dette er nu et år siden, og selvom hun arbejder tæt sammen med tidligere israelske soldater, støder hun på modstand i form af hendes egne tanker. En indre konflikt.

“At se på dem som mennesker og ikke de onde israelere, jeg voksede op med at høre om er svært. Men det er noget, jeg arbejder på. Jeg vælger ikke at have had i mit hjerte. Jeg vælger at vælge den rette vej,” lyder det klart fra den unge kvinde.

For hende er hver dag en kamp for ikke at tage den anden vej. Emotionelt skal våbnet, og i Samar Naklehs tilfælde stenene, lægges og ord skal samles op. Ord, der på kreativ og fredelig vis kan løse konflikten.

Sammen med Combatants for Peace spreder hun det og fredsorganisations budskab til deres månedlige demonstration. En fredsmarch den første fredag i hver måned.

De er en voksende folkemængde af unge, ældre, høje, lave, kvinder, mænd, israelere og palæstinensere. Sammen marcherer de med skilte, flag, musik og råb om fred. “Nok er nok”. Selvom der aldrig er to ens demonstrationer, starter de på samme vis.

En mur af mennesker. Mennesker, dækket af store grå træplader, som sammen danner en mur. En mur, der vokser på langs. Der tælles ned fra 10… 3-2-1. Muren slippes. Frem styrter den forskelligartet folkemængde, der denne eftermiddag er ét. Deres flag basker i vinden, og skiltene stiger et par centimeter tættere på himlen. Råb om fred følger trop. Som et bølgende hav marcherer de sammen.

Stories of Hope

De to kvinder lever til hverdag på hver deres side af grænsen. Opdelt af soldater, våben, fordomme og stolthed. Men de sidste to dage har de været til samme konference. Siddet i samme lokale. Debatteret og arbejdet sammen i workshops til Liviafondens konference Stories of Hope. En konference der sætter fokus på kreativ og fredelig konfliktløsning i krigsområder, og de solskinshistorier, der følger løsningerne. De to kvinder har delt deres erfaringer og fået spandevis af inspiration med i bagagen til hjemturen. Om deres veje  krydser igen vil kun fremtiden vise. Men sikkert er, at de på hver deres side af grænsen vil gøre deres for at løse konflikten med håb og næstekærlighed som våben.