Presse

Sydsudanesisk mægler og københavnsk asylprojekt vinder dansk fredspris


Liviaprisen går i år blandt andet til sydsudaneseren William Ongoro, der bringer splittede lokalsamfund sammen i landet, der lige nu trues af folkemord.

Mandag den 28. november uddeles Liviafondens priser for femte gang. Årets tre vindere favner bredt med fredsmægleren William Ongoro fra Sydsudan, asylprojektet Trampolinhuset fra København og et internationalt netværk af kvinder for fred.

”Der er behov for at opmuntre og sætte fokus på de mennesker, der har mod til at agere uden vold i barske konflikter, ja selv i borgerkrige. Både for at anerkende deres arbejde og for at inspirere andre til at vælge de fredelige og intelligente løsninger,” siger Else Hammerich, bestyrelsesmedlem i Liviafonden.

Ensomt arbejde i Sydsudan
William Ongoro har gjort det til sit livs projekt at bygge bro mellem stridende lokalsamfund, i Afrikas nyeste og mest konfliktramte land – Sydsudan. Lige nu er situationen så tilspidset, at FN advarer om folkemord. Det er midt i denne voldelige konflikt, at William Ongoro arbejder hårdt på at samle folk på tværs af etniske skel og grupperinger.

”Det kræver mod at stille sig imellem to stridende parter. Selvom man befinder sig midt i brændpunktet, så er det et meget ensomt arbejde. Man bliver ofte lagt for had af begge parter, men William Ongoro fortsætter ufortrødent,” siger Else Hammerich.

I følge Global Peace Index indtager Sydsudan pladsen som nummer 162 ud af 163 lande på listen, der vurderer fredssituationen i de enkelte lande. Helt i bund ligger Syrien.

I Trampolinhuset mødes danskere og asylansøgere

Situationen er en anden i København, hvor Trampolinhuset har lokaler. Mødestedet modtager prisen for deres alternative tilgang til asylarbejdet. Det er en udfordring for integrationen, at den mange steder først starter, når man har været igennem en lang sagsbehandling. Det gør Trampolinhuset op med ved at skabe et sted, hvor danskere, flygtninge og asylansøgere mødes og driver værestedet på lige fod.

”Asylansøgere er ofte følsomme individer, der har været vidner til grusomheder på deres vej hertil og som nu står i en situation præget af usikkerhed, fattigdom og isolation. I Trampolinhuset starter integrationsarbejdet fra dag ét, og gennem undervisning, motion og fællesspisning opstår nye venskaber på tværs af etnicitet, alder og social baggrund,” siger Else Hammerich.

Det er femte gang, prisen uddeles. Blandt de tidligere vindere er Hans Jørgen Bonnichsen, Bydelsmødre, det syriske netværk Mobaderoon og endelig Leymah Gbowee fra Liberia, som fik Liviaprisen før hun modtog Nobels Fredspris.

For yderligere kommentarer, kontakt:

Else Hammerich, bestyrelsesmedlem i LIVIAFONDEN: 5048 0315

For interviews med prisvinderne, kontakt:

Hanne Selnæs, journalist 2330 6307

 

Mere om vinderne og priser:

William Ongoro agerer i brændpunktet af den oversete og uhørt brutale konflikt i Sydsudan. Under stor personlig risiko for sig selv og sin familie når han det næsten umulige, når han bygger bro, bringer stridende lokalsamfund sammen til dialog og forsoner tidligere fjender.

Med prisen følger 10.000 kroner.

Trampolinhuset er et stort værested i København, stiftet og drevet af asylsøgere og flygtninge selv. Adresserer et stort, politiseret konfliktfelt I Danmark, vores forhold til flygtninge og indvandrere. De mange aktiviteter er selvstyrede med ligeværdige relationer.

Med prisen følger 10.000 kroner

Global Network for Women Peacebuilders er et netværk af kvinder fra krigsplagede lande, som kæmper for kvinders deltagelse i fredsopbygning og fredsforhandlinger. Kun når kvinders stemmer og perspektiver bliver hørt, kan fredsaftaler føre til ægte sameksistens og forsoning.

Prisen er en hæderspris

 

Om Liviaprisen
Liviaprisen uddeles som støtte til mennesker og mindre projekter, der arbejder dedikeret og kreativt på at åbne en svær samfundsmæssig konflikt, bringe dialog eller forsoning undervejs i en eksplosiv eller fastlåst konflikt og inspirere andre til at arbejde med ikke-voldelig konfliktløsning.

Med Liviaprisen ønsker Liviafonden, som uddeler prisen, desuden at synliggøre det modige, ikkevoldelige arbejde, som foregår på alle kontinenter og at motivere andre til at anvende konstruktiv konflikthåndtering.

Liviaprisen uddeles ved en prisfest på Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 2200 København N

mandag 28. november fra kl. 17.30 – 19.30