Prismodtagere 2010

Leymah Gbowee og Liberias kvinder for at vinde freden, ved ikkevoldeligt mod og opfindsomhed
For at rejse sig for livet og for freden. For ikke at give op over for krigens rædsler, drabene, frygten, voldtægterne, misbruget af børnesoldater. Mens borgerkrigen pinte Liberias folk, organiserede Leymah Gbowee og en stor gruppe kvinder sig for at stoppe vanviddet i den 13 år lange krig. De samledes for at bede i kirkerne, de sluttede sig sammen med de muslimske kvinder og sammen gik de på gaderne for at demonstrere, synge, danse, bede og agitere for fred.

De blev så mange og så stærke, at de fik diktatoren Charles Taylor og oprørslederne til at lytte til sig. Da det kom til fredsforhandlinger i Ghana, gennemførte Leymah Gbowee og hendes kammerater en lang sit-in ved forhandlingsbygningen, hvor de krævede, at de to parter blev hvor de var, til de nåede en aftale. Leymah Gbowee og Liberias kvinder gør det klart for os, at almindelige mennesker har en utrolig magt til at vinde fred, når de slutter sig sammen og handler med mod og kreativitet.

Se Leymah i Aftenshowet 9.september 2010.

Læs om Leymah i Kristelig Dagblad.

Steinar Bryn og Nansen Dialog Network (Norge) for at gå ind i orkanens øje – og blive der
LIVIAfondens pris gives for Steinar Bryns og Nansen Netværkets visionære, vedholdende og konkrete fredsarbejde i det tidligere Jugoslavien, i de mest krigs-traumatiserede områder i Europa siden 2. verdenskrig. 15 års dialogarbejde har vist, at selv de mest hadefulde fjender kan nå hinanden og efterhånden leve side om side. Steinar Bryn giver ikke fisk til de sultne, han lærer dem heller ikke at fiske; han tager med dem ud at fiske – princippet er ikke bistand, men samarbejde. Det er de stærke Nansen-grupper i 10 lokalsamfund – lærere, forældre, lokalpolitikere, læger, som udfører selve forsoningsarbejdet. Resultat: Internt fordrevne vender tilbage, huse genopbygges, inter-etnisk samarbejde sættes i værk, etnisk blandede skoler, landsbyer og bystyrer genopstår – det tager tid og det er svært, men det sker – og kan ske andre steder. Inspirationen fra Nansen Netværket er: hvis vi ikke kan se lys for enden af en tunnel, prøver vi at tænde et lys inde i tunnelen.

Læs mere om Steinar Bryn and the Nansen Dialogue Network.

Download Steinar Bryns takketale for LIVIAprisen.

Greve Brandkadetter (Danmark)for at vise en 3. vej: Hverken optrappe eller ignorere konflikter – men vende dem til samarbejde
Prisen gives til det første hold brandkadetter i Greve, syv unge drenge, som gennemførte den første uddannelse som brandkadet i 2009. De hædres for mod til at prøve nye veje og vilje til at leve op til brandkadettens varemærke: Respekt, Dygtighed, Samarbejde. Samtidig anerkendes centrale nøgleaktører i Greve Brandvæsen, Greve kommune og Falck, som samarbejdede om en ny løsning i en svær kommunal konflikt. De unge brandkadetter er mønsterbrydere og forbilleder for andre. Nøgleaktørerne viser, hvordan man selv i en optrappet samfundskonflikt kan bryde med vanetænkning og gå nye veje. Før 2009 var der i kommunen skræmmende mange påsatte brande. Når brandvæsenet rykkede ud, blev de mødt af chikane. Optrapning med politi-visitationszoner hjalp ikke. Brandene fortsatte. Frem for at sætte hårdt mod hårdt, tog Greve Brandvæsen da et helt nyt initiativ. Resultatet blev det første hold brandkadetter, uddannet i 2009. Deres opgave er at hjælpe brandfolkene, når de rykker ud. De blev udvalgt for at øge den lokale sikkerhed og mindske risikoen for en kriminel løbebane. I dag obstrueres brandfolkenes arbejde sjældent, og antallet af påsatte brande er faldet drastisk.  Den fine pointe fra Greve er at se de unge ses som ressourcer og ikke som problemer. I 2010 fortsætter “Greve Nord Projektet i Askerød” – samarbejdet mellem Brandvæsen, Falckfolk, Greve GadeTeam og Bo-Vest-nøglepersoner for at gennemføre hold nr. 2 og 3 af Greve Brandkadetter. Læs mere om Projekt Brandkadet Læs artiklen “Pris til Greves brandkadetter”.

Vi vil bo her sammen. Alle sammen (Danmark) for at tage gaderne tilbage – og yde volden modstand
Beboerinitiativet har givet Nørrebro en stærk folkelig stemme imod bandekonflikter, vold og skyderier, og på kreativ vis skabt mere tillid og tryghed for bydelens mangfoldige hverdagsliv, ved at kræve det offentlige rum tilbage – til det store flertal af borgere, som ønsker fred og dialog. Initiativet har nægtet at lade en lille gruppe hensynsløse mennesker få lov til med vold at bestemme, hvor man tør gå og hvordan gadernes liv skal udfolde sig. Mere end 20 gange rykkede gruppen ud til steder, hvor der havde været skyderier, og holdt næste dag fester der, med musik, blomster og traktement. Gruppen henvendte sig til politiet og fik udleveret en stor mængde våben indsamlet under ”frit lejde” kampagnen. Disse smeltede billedhuggeren Bjørn Nørgaard om til et stort hjerte – skulpturen står nu på Axel Larsens plads og er et klart symbol på varmt sammenhold og farvel til våbnene på Nørrebro.

Læs mere om “Vi vil bo her sammen. Allesammen. Mod vold og våben”.

Holger Terp for livslang ihærdig dokumentation – www.fredsakademiet.dk
En særlig hæderspris gives til Holger Terp,  fordi han livet igennem har dokumenteret, hvordan generationer af modige mennesker har arbejdet for fred gennem tale, skrift, sange, protester og fælles handling. Se www.Fredsakademiet.dk.

Læs Else Hammerichs tale til Fredsakadamiet samt Holger Terps takketale på Fredsakademiets hjemmeside.

Læs Holger Terp får Liviafondens hæderspris i Arbejderen.