Samfundsmæssige konflikter

Om at møde de helt store konflikter – nogle samfundskonfliktfaglige pointer til hverdagsbrug

1 – Vinkel og holdning

Når der opstår internationale kriser, er ’den offentlige mening’ tilbøjelig til impulsive følelser og hurtige meninger. Fordomme og tanker om gengældelse baner vejen for optrapningen af fjendtlige handlinger. Da konfliktløsning er en del af en ikkevoldelig indstilling, må vinklen være, hvordan vi bidrager til holdbar sikkerhed i den aktuelle krise.  Sikkerhed er nøgleordet. Derfor bliver det vigtigt at gennemskue rygter, sensationer og en automatisk tiltro til militær indgriben. Ikke tage ensidigt parti for en af de stridende parter, men for de mennesker, som må bære de umådelige lidelser i enhver krigssituation, og som har ret til sikkerhed. Ikke dømme og placere skyld, men forsøge at se nøgternt på årsagerne til konflikterne og konsekvenserne af forskellige strategier til at håndtere dem.

2 – Lægge mærke til ordene

Når konflikter optrappes, fordrejes opfattelse og sprogbrug hos de stridende parter. Fordrejningerne kan være spontane, eller planlagte for at motivere offentligheden til at tage parti, bære krigens økonomiske og menneskelige byrder, og nedtone folks naturlige medfølelse. Fjendebilleder, fordomme, frygt og forestillingen om ‘øje for øje’ dyrkes, og som vi erfarer igen og igen, ‘når krigen bryder ud, er sandheden det første offer’.

I krigstid bruges ord som våben. De former vores måde at tænke på, begrænser udsynet og forbereder os på optrapning af vold. Vi må derfor være omhyggelige med de ord, vi hører og dem, vi sender videre. Ved at vælge vores ord bevidst, kan vi være med til at fastholde fornuften. Vi kan også overveje, hvordan vi selv bruger sproget, når vi diskuterer. Når man f.eks. beskylder fortalere for militære løsninger for at være kynikere, eller modstandere af militær indgriben for at være naive, afskærer man den dialog, der er så nødvendig, når noget alvorligt står på spil.

3 – Reagere med omtanke

I klassisk konfliktløsning arbejdes der med tre måder at møde angreb på. To af dem er “kamp” og “flugt” som impulsive reaktioner. Kamp-reaktionen kan f.eks. være vold, og flugt kan være at give efter. En tredje mulighed er at standse op og besinde sig, og derefter beslutte sig for, hvad der skal gøres. Denne tilgang kaldes “at åbne” – man åbner sig for problemerne og for modparten, prøver at forstå og vælger så et passende svar.

Med de to første reaktioner afskæres kontakten med problemet og med de mennesker, der angreb. Man handler impulsivt, ud fra følelser som vrede og frygt, og forholder sig hverken til de problemer der førte til aggressionen eller til den aggressive, ligesom man heller ikke gennemtænker konsekvenserne af sine handlinger. Den slags reaktioner er naturlige. Men som grundlag for mediedækning og politiske beslutninger i kriser er de farlige. Desværre er de mere reglen end undtagelsen, når kriser spidser til, både i pressen og i politikeres udtalelser.

Den tredje mulighed er mere krævende. Den indebærer at få hold på de stærke følelser, angrebet har vakt, at undersøge de problemer, der ligger bag angrebet, og at overveje konsekvenserne af forskellige måder at besvare angrebet på. Og dernæst at handle besindigt, til fordel for den fælles sikkerhed. Det er denne enkle, konfliktfaglige tilgang, der kunne kendetegne intelligent journalistik og politik.

4 – Forstå voldsspiralen

Enhver konflikt har tre hovedtræk: en uenighed mellem parterne, deres holdninger til hinanden og deres handlinger over for hinanden. De tre træk forstærker hinanden i en konstant bevægelse. En stærk uenighed kan medføre holdninger som vrede, afsky og mistro, som igen baner vejen for voldelige handlinger. Når det sker, har vi en destruktiv konflikt, som trapper op, så det efterhånden drejer sig om at skade modparten eller selv blive skadet. Den oprindelige uenighed låses fast, og på den måde skabes mere had, mere vold, flere blokeringer, mere had, mere vold osv. osv. Konflikten bliver en voldsspiral, som ingen i virkeligheden har ønsket, og som er årsag til navnløse lidelser for dem, der rammes, hvad enten det er civile eller militære.

Voldsspiralens erfaring er dybt og smertefuldt rodfæstet i de fleste kulturer, og der findes udtryk som “vold avler vold” på mange sprog. Men som enhver krig viser, er viden om voldsspiralen ikke nok til at standse den. Når frygt og had tager over, er deres magt stor, og når de opdyrkes med politiske hensigter, er de endnu stærkere. De får den almindelige erkendelse af at “vold avler vold” til at fortone sig. De vokser sammen med en intellektuel magtløshed, som tilsyneladende kun levner plads for valget mellem pest og kolera: Enten giver vi efter og gør os selv il ofre for det næste angreb, eller vi svarer med endnu stærkere voldelige midler. Hvad andet er der at gøre?

Der er brug for troværdige forslag til at afløse voldsspiralen med mere holdbare veje til sikkerhed.  Første skridt er at afvise valget mellem pest og kolera, at give efter eller slås. For vi lever i en tid, hvor intet militær kan garantere sikkerheden i noget territorium eller for nogen befolkning.

5 – Inddrage fortid og fremtid

For at forstå en konflikt er det nødvendigt at se ud over det, som lige er sket og bruge et længere tidsperspektiv, som medtager fortid og fremtid: før, under og efter. Voldens udbrud har årsager, som rækker langt tilbage i tiden, og den måde volden besvares på, har konsekvenser i lang tid, måske i generationer. Når vi er erobret af frygt og had, synes vi at glemme årsager såvel som konsekvenser, hvad der er sprængfarligt, når det praktiseres af statsmænd og medier, der har utallige menneskers liv i hænderne. Svaret på vold må bygges på analyser af, hvad der skete før udbruddet, hvad årsagerne var, og på analyser af konsekvenserne: hvad forskellige reaktioner kan føre til i fremtiden. Hvis reaktionerne kun baseres på udbruddet, vil voldsspiralen løbe løbsk.

6 – Se konfliktens mange parter

Meget få konflikter har kun to deltagere, og store konflikter begrænser sig aldrig til to parter. Men de bliver ofte fremstillet som fjendtligheder mellem kun to parter, måske for at gøre det lettere at “forstå” det komplicerede problem og så vælge side. Desuden bliver internationale konflikter ofte beskrevet, som om de bestod af kun ét problem og én årsag.

Risikoen ved denne forenkling er, at versionen ’to parter – et problem’ simpelthen ikke er sand. Den er ikke i overensstemmelse med virkeligheden, og derfor er den uden værdi. Når man kun ser to modstandere og kun ét problem, er man ikke i stand til at forstå og dermed bane vej for realistiske løsninger.

Men gør kompleksiteten det ikke sværere at forstå, hvad der sker? Jo, helt sikkert. På kort sigt er det meget nemmere at handle ud fra abstraktioner. Men konsekvenserne af den tænkemåde er alvorlige: mere had, mere vold, flere lidelser, flere blokerede uoverensstemmelser osv.

7 – Holde kontakten med modparten

Måske er konflikthåndteringens vigtigste erfaring: hold kontakt med modparten! Bryd ikke de diplomatiske og menneskelige forbindelser. Kriser kan kun afspændes ved kontakt mellem lederne og kontakt mellem almindelige mennesker. For  at afspænde en optrappet konflikt må den afbrudte kontakt tages op. Det kræver arbejde og besvær, men også mod – til at tage det første skridt.

Hvis det er alt for grænseoverskridende for parterne at tale direkte sammen, og deres positioner er alt for fastlåste, kan mægling være en mulighed og en nødvendighed, især i optrappede konflikter. Men den skal udføres af uddannede, upartiske mæglere med format – ikke tilfældige politikere.

Også diplomater kan gøre meget for at skabe kontakt – og gør det ofte. Og der findes journalister, som rapporterer fra den anden side af fronten, ikke kun om lederne, men om den civile befolkning, deres vilkår og synspunkter. Også helt almindelige mennesker kan holde personlig kontakt med mennesker i de lande, vi konflikter med og publicere deres historier. Her er internettet uvurderligt.

At se mennesket bag fjendebilledet og at genoptage kommunikationen, er det første skridt ud af voldsspiralen. Det første skridt til reel sikkerhed.