Fælles kommer vi længere
Gennem gulerødder og grønlangkål lærer syriske flygtninge deres nordjyske nabo Henrik at kende. Og gennem dialog kommer nordjyske Henrik tættere på sine nye syriske naboer.
Af Nanna Dyrbye Benting
Henrik Bønlykke bor i Nørager i Nordjylland sammen med sin kone Birgit, og her stiller de deres køkkenhave til rådighed for syriske flygtninge, som det sidste halve år er kommet til den lille nordjyske by. Sammen med en gruppe behændige frivillige hjælper de flygtningene med at dyrke grøntsager. Og mens snakken går over gulerødderne, så kommer syrerne tættere på borgerne, tættere på danskerne og tættere på den danske kultur.
– “Vi er mange forskellige frivillige i gruppen med vidt forskellige interesser, men sammen dyrker vi grøntsager med syrerne”, fortæller Henrik Bønlykke.
Nye redskaber til haven skaber bedre dialog
I marts deltog Henrik Bønlykke på Globally Conneted’s Workshop ”Active citizenship in conflict zones”, og det har givet ham nye redskaber til at snakke med syrerne i haven.
– 2Jeg har været rigtig glad for at være med på den her workshop, da det har givet mig mange nye ting at tænke over. F.eks. hvordan måden, vi snakker på i Danmark, er anderledes, end hvordan man snakker til hinanden i Syrien. Og selvfølgelig har de også deres egen måde at gøre tingene på”, fortæller han.
Men det er ikke kun den åbne snak omkring den syriske og danske kultur, som Henrik Bønlykke har taget med sig fra workshoppen, især har han fået nye redskaber til ledelse og dialog.
– “Jeg har lært noget omkring måden at lede på, og hvordan man får dialogen i gang. Dialog er en af de vigtigste ting – det at snakke sammen og spørge ind til hinanden. Vi skal være bedre til at spørge mere i dybden for at sænke barrieren for, hvad vi tror, vi ved og ikke ved, om dem vi snakker med. På den måde kan vi være med til at løse hinandens problemer”, fortæller Henrik Bønlykke og fortsætter:
– “I stedet for bare at drage konklusioner, så kan vi igennem dialog begynde at finde ud af, hvordan vi kan løse problemet i fællesskab, danskere og syrere. Jeg har lært, at fælles kommer vi længere”.
I stedet for bare at drage konklusioner, så kan vi igennem dialog begynde at finde ud af, hvordan vi kan løse problemet i fællesskab, danskere og syrere. Jeg har lært, at fælles kommer vi længere.
Budskabet skal dyrkes i Nørager
For Henrik Bønlykke er det vigtigt, at worskhoppens budskab kommer videre til netværket hjemme i Nordjylland, for her er det nemlig ikke alle, som er glade for de syriske flygtninge.
– “Der er mange hjemme i Nørager, som er bange for flygtninge, og som tænker ”Hvad er de for nogle? Hvad skal vi med alle de fremmede?”, og vi vil prøve at fortælle dem, at der ikke er noget at være bange for. De er gode mennesker, som gerne vil integreres og gerne vil hjælpe. De er nemlig meget hjælpsomme, og jeg er helt sikker på, at både danskere og syrere kan få et godt samarbejde ud af det her”, fortæller Henrik Bønlykke.
Sammen med de andre deltagere fra Nørager, vil han gøre sit bedste for at give workshoppens budskab videre til sine nordjyske medborgere.
– “Jeg kan kun anbefale sådan et kursus her, og hvis der bliver mulighed for det, så vil vi rigtig gerne deltage igen. Faktisk ville jeg også gerne, hvis vi kunne tage flere med fra Nørager. Vi har fået skabt en rigtig god dialog mellem syrerne og os, hvor vi lærer deres måde at snakke og tænke på. Og her har jeg lært, hvordan man kan gå til tingene på en helt anden måde, end den rationelle måde vi danskere sommetider går til problemerne på.”